Bunden i Hesteboksen
Hvis man tænker på økonomi så er halm klart billigst, men hvis man tænker på stald miljø og mødding-størrelse, så begynder nogle af de andre bund-typer at melde sig.
Da vi købte gården stod der en masse halm og det gav derfor mening at få det brugt først. Det er nemt til hverdag lige at smide ekstra halm i boksen – men et enormt arbejde, når boksene skulle tømmes og gav en enorm mødding problematik og en stærk lugt i stalden samt et ikke optimalt klima.
Vi har godt nok været igennem mange forskellige bunde, alt fra den klassiske halmbund dybstrøelse til tørv, til spåner og til træpiller.
Vi forsøgte derefter med tørv, og det var en meget stor forskel fra halm. Lugten af hestestald nærmest var væk og der duftede godt i stalden om morgenen grundet materialets super sugeevne. Det var ikke super billigt i indkøb, men til gengæld bruger man ikke så meget af det, så det holder længere og ligger derfor prismæssigt under træpiller.
De 4 irriterende ting ved tørv er:
- Tiden det tager at etablere en boks det kræver en del vandingen.
- Det støver, ok det gør mange af de andre typer også, men det er sort/mørkt støv som man ser alle steder.
- Det er mørkt, så hvis du i forvejen har en lidt mørk stald er det noget der hiver lys ud af rummet, det er samtidig lidt sværere at finde hestepærerne
- Det kræver MEGET vanding
Favoritten
Træpiller har igennem længere tid været vores favorit, men det er simpelthen for dyrt da man udover at konkurrere med andre stalde også konkurrerer med træpilleopvarmede huse og deres ejere.
De giver en god, lys og fyldig boks som kommer når de “puffer”, når man vander dem. Hvis man ikke er god nok til at fjerne tis, kan de godt lugte ret fælt. Det et nemt at se hestepære i og samtidig finde tisset og få det væk.
Hvis ikke man får puttet nok nye træpiller i kan bunden godt pakke sig lidt under hestehoven som på sigt ikke er optimalt for din hests hovkvalitet. Det presser på strålen og hvis bunden er for fugtig risikerer hesten sur stråle. Derfor kan man ikke spare alt for meget på træpillerne, da det kan have en indvirken på hestens helbred.
Hvad er vi så endt på?
Økonomi, Staldmiljø, og Hestens trivsel har gjort at vi endte på en kombination. Træpillesmuld er langt billigere, men ulempen er at det pakker sig i hovene, så vi har kombineret det med spåner. Spånerne går ind og giver en løsere og mere fluffy sammensætning af bunden og skaber luft i hestens hove, som man sikrer bedre forhold for hovens stråler.
Åh nej ikke spåner, de er jo ikke særligt nemme at muge i… hvilket er helt korrekt. Derfor blander man kun en halv pose spåner i per uge. Bemærk blander, det er vigtigt at du blander spånerne ned i toppen af træpillesmuldet og levelerer bunden efterfølgende. Dagen efter kan man godt skulle ryste greben lidt ekstra ved mugning – men det er eneste ulempe og er løst allerede ved anden mugning. Spånerne gør at bunden fortsætter med at være let og luftig mugning efter mugning og hestene elsker at ligge i en dejlig blød bund.
